fredag den 27. april 2012

Årets ungdomsbog?

Anders Johansen har begået et mesterværk - det er en nydelse at læse hans nyeste roman "Hullet".

Historien foregår i en lille bygd, Fjeldvig på øen Tangø, et Færøerne-lignende samfund. Fortælleren er teenageren David, der er en speciel dreng, nærmest autist, og han er stærkt knyttet til storebroderen Peter. I det lille udkantsamfund, Fjeldvig, får man efter mange genvordigheder endelig en tunnel, så man kan slippe for en 3 timer lang travetur over fjeldet eller en tur med rutebåden. Men hvad kommer der ud af tunnellens sorte hul? Fremskridt og velstand, lover politikerne.Synd og ugudelighed, advarer Davids far. David ved ikke, hvad han skal mene.

Anders Johansen er bare god til at gå ind i drengehoveder, og også autisten David bliver beskrevet på fornemste vis. David er en rørende skikkelse, som man kommer til at holde af.
Bogen er skrevet langsomt, og man læser den også sagte, smager på ordene, oplever Davids klare øjenvidneberetning og både nyder og frygter hver ny side - det er en bog, som man vil huske længe.





Ingen kommentarer: